DEN ÅBNENDE SAMTALE

[Klik for udskriftsegnet version]

(2 sider)

Samtalen tilstræber ikke at være åben, men at have retning mod det åbne i et spændingsfelt, hvor der både er kræfter, som virker åbnende og kræfter, som virker lukkende.

Samtalen indeholder ofte både et udtalt budskab og et uudtalt budskab. Ingmar Bergman fortæller om en samtale mellem Anna på 17 år og hendes farbror, som er præst. De går tur ved elven.

      - Hvad synes du om min nye hat?, spørger Anna sin farbror.

Uudtalt spørger hun samtidig:

      - Synes du at mine 17 år og hatten gør mig til kvinde?

Men hatten er så stor at den skygger for Annas ansigt, og farbroren svarer:

      - Anna vokser vel, og så bliver den sikkert klædelig.

Anna reagerer med at smide hatten i elven, hvor strømmen tager den. Farbroren forstår det ikke.

      - Farbror syntes jo ikke om den, forklarer Anna og græder.

Derefter vil hun ikke tale mere.

Anna har to ærinder, det udtalte spørgsmål, 'hvad synes du?', og den uudtalte usikkerhed om sin unge kvindelighed, som hun ønsker bekræftet af sin farbror, en mand. Den uudtalte usikkerhed er det egentlige, det brændende, ærinde.

Når et lille barn kommer i en situation, hvor det både er nysgerrigt og føler usikkerhed, standser det aktiviteten og vender blikket mod omsorgspersonen. Hvis denne reagerer med smil eller interesse, fortsætter barnet aktiviteten; hvis ikke, stopper barnet sin aktivitet.

Sådan vender personen, som er usikker, sig mod en betydningsfuld anden for, gennem dennes reaktion at få at vide, om hun kan fortsætte aktiviteten eller ikke.

I megen kontakt mellem mennesker optræder det underliggende spørgsmål: Er det sikkert nok, det jeg er i gang med. Eller: Er det, jeg gør, acceptabelt. Bliver jeg accepteret? Tvivlen, som spørgsmålene rummer, er kommet ind i personens liv på et eller andet tidspunkt. 

Engang løb barnet hen mod sin mor og kastede sig i hendes favn, i tillid til at blive taget imod. Glimtet i morens øjne plejede at være signalet herpå. Så begynder signalet at udeblive. Barnet bremser sin spontane, tillidsfulde adfærd, træder ud af sig selv, og begynder at se sig selv med omgivelsernes øjne. Barnet føler sig krævende, urimeligt, latterligt. Skam, ydmygelse og nederlag kommer ind i barnets liv.

Når signalets udebliven er et mønster, og snarere har baggrund i vanskeligheder hos moren, end i ydre forhold, bliver oplevelserne til 'indre scener', som handler om at være forkert, uvelkommen eller uelsket. De indre scener aktiveres i alle mulige fremtidige situationer, som blot har visse lighedstræk med det mønster af situationer, som skabte dem.

Ord og handlinger

Barnets og den voksnes usikre selvfølelse styrkes ikke ved bekræftende ord, men ved bekræftende handlinger.  For ordene løsriver sig let fra handlings- og følelseslivet, så vi siger de 'rigtige', bekræftende ord, uden at der er dækning for dem. Ordene udtrykker ofte, hvordan vi ville håbe vores handlings- og følelsesliv var indrettet. Eller vi kan bilde os ind, at vi, ved at sige ordene, kan ændre vores handlings- og følelsesliv, så det svarer til ordene.

Ligesom Annas brændende spørgsmål er underliggende, behøves handlinger der underliggende er bekræftende. Som glimtet i morens øjne.

- - - - - - - -

Denne lille tekst trækker store veksler på:

Bjørn Killingmo: Den åpnende samtalen, Tidsskrift for Norsk Lægeforening, nr. 1, 1999, side 56-59.

Bergman-teksten, som Killingmo anvender, står i: Ingmar Berg­man: Enskilda samtal, Norstedts Forlag, Stockholm, 1996.

[Til top] [Klik for udskriftsegnet version]