KROP & PSYKE

[Klik for udskriftsegnet version]

Menneskets krop er medfødt. Det er straks vanskeligere at sige, hvad psyken er.

Én måde at se psykens tilblivelse på, er at forestille sig at den skabes af samspillet mellem det lille barn og de nærmeste personer omkring barnet.

Barnet lærer at fornemmelser i kroppen kan forbindes med følelser, forestillinger og sprog. Når forældrene taler til det sultne, spæde barn om sult, mavepine og utålmodighed, fortæller de barnet hvad de tror det tænker og føler, mens barnet skrigende venter på maden. Derved fortæller de samtidig barnet om indretningen af den psyke, som de ønsker at barnet udvikler. ”Du er så sulten”, siger moren eller faren, og ønsker at barnet indretter sin psyke, så det søger mad når det mærker sult.

Udtrykt generelt skabes barnets psyke ved at forældrene lærer barnet at mærke kroppen på en psykisk måde, fx mærke sult og ønske mad - og ved at de lærer barnet at mærke noget psykisk som psykisk, fx at mærke uro og opleve at den kan lindres ved forældrenes nærvær og indlevelse.

Sat på spidsen: Det lille barns psyke skabes ved at forældrene postulerer at der hører noget psykisk til de fornemmelser, som opstår i barnets krop – ”hvor er du sulten, og du vil bare have mad nu!” Og psyken skabes ved at forældrene postulerer at der opstår fornemmelser i den, som barnet har brug for kontaktmæssig hjælp fra dem til at have.

Hvis forældrene ikke på denne måde hjælper barnet med at udvikle en psyke, kan barnet få svært ved at vente på mad og andre ting, og det bliver et besværligt barn. - Eller barnet kan modsat affinde sig, blive nemt og passivt. I begge tilfælde udvikler barnet ikke tænkningen og følelseslivet, og det får fx svært ved at mærke forskel mellem fornemmelser som sult, der kalder på noget kropsligt (mad i maven), og fornemmelser som uro, der kalder på noget psykisk (kontakt). Med en bred betegnelse taler man da ofte om et omsorgssvigtet barn.

Almindelige forældre, som hjælper deres barn med at udvikle en psyke, er ind imellem usikre på, om de gør det godt nok. Hvis man er usikker på sig selv, når man siger, ”du er så sulten” til barnet, kan det få en undertone af at ”...jeg er ikke sikker på om jeg kan gøre dig mæt og veltilfreds”. Det lille barn opfatter undertonen, men det opfatter den som om den voksne siger ”og hvor jeg dog synes du bare kræver mig hele tiden”. Barnet kan nemlig ikke skelne, og gøre sig klart at den voksne har sin egen selvstændige psyke og sine egne behov fx behov for fred til at gøre sine egne ting.

Altså: Barnet er tilbøjeligt til at tage alting på sig, og opfatte det som en fejl ved det selv, hvis mor eller far har et problem.

Alle forældre kommer i situationer, hvor de bliver usikre, og alle børn kommer i situationer hvor de opfatter det som deres fejl. Nogle forældre er mere permanent præget af usikkerhed. 

Nogle usikre forældre holder afstand til barnet og giver det for lidt kontakt, dvs. at de giver for lidt hjælp til at udvikle en psyke. Derved får barnet træk af enten at være besværligt eller for nemt, dvs. træk som ses tydeligt hos omsorgssvigtede børn.

Andre usikre forældre gør modsat: De bringer sig for tæt på barnet og bliver meget dygtige til at fornemme dets behov. De kan blive så dygtige, at barnet dårligt nok selv når at mærke sine behov, før hjælpen allerede er på vej. Barnet bliver meget afhængigt af forældrene. Dets behov og følelser når ikke at blive tydelige for barnet selv, før mor er der. Behovene og følelserne bliver ikke rigtig dets egne, men ’ligger i mors og fars bukselomme’.

Overgangen mellem når fornemmelser føles kropslige og de føles psykiske, er meget fin, og den er normalt ikke noget, vi voksne tænker over. Men ind i mellem har vi lejlighed til at ’indfange’ en fornemmelse lige i denne overgang. Når man fx kortvarigt får tynd mave eller feber lige før en rejse, en eksamen eller noget andet, man er spændt på, og tænker på, om man er ved at blive syg eller om man er nervøs for det, som skal ske. 

Der er imidlertid mennesker, som er 'fanget' i deres krop. De har kropsfornemmelser, men ikke psykiske oplevelser. De har fx trykken i brystet, hjertebanken eller svedeture, men tænker på det alene som krop, som sygdom. De siger ikke noget om angst eller noget andet psykisk. Senere i en udviklingsproces, fx i psykoterapi, kan disse mennesker sige ”er det mon angst, jeg oplever, når jeg har trykken for brystet?”

Den omvendte situation findes også: Mennesker som snarere er fanget i deres psyke, og som er tilbøjelige til at opfatte alting psykisk ('jeg er nok bare lidt stresset'), eller som slet ikke mærker, hverken kropsligt eller psykisk. De mennesker risikerer ikke at opdage sygdom, som kræver lægebehandling.

I psykologi ved man dybest set ikke, om de egenskaber man kan finde hos mennesket, er nogen vi tillægger det, eller om de er der, uafhængigt af os. Måske løsningen ligger midt imellem: Psyken bliver til og udvikles i og med at vi fra livets start tillægger barnets krop psykiske egenskaber. Svarende hertil er der en hårfin balance mellem at opleve sig som krop og som psyke.

I forlængelse heraf kan psyken opfattes som et kultur- og menneskeskabt fænomen, lidt ligesom en roman eller en film. Psyken kan have mange kulturelle udformninger - inden for rammer sat af den biologiske krop og hjerne.

 

[Til top] [Klik for udskriftsegnet version]

 

TIDLIGERE TEKSTER:
DET UBEVIDSTE
NÆR OG TILBAGETRUKKET
DEN ÅBNENDE SAMTALE