Psykoterapi



Der er en glidende overgang fra rådgivning til psykoterapi, og fra enkeltstående samtaler til et mere egentligt psykoterapiforløb, og egentlig er det ikke så væsentligt, hvad man kalder det, blot der er klarhed og enighed mellem klienten og psykologen om formål, indhold og rammer for møderne.

På den anden side er der naturligvis nogle grunde til ikke bare at bruge én betegnelse for ‘det hele’, fx enten rådgivning eller psykoterapi.

En af de væsentligste grunde har at gøre med problemets art. I nogle tilfælde er problemet af en art, som gør det muligt at beskrive det klart og afgrænset, mens det i andre tilfælde ikke er så ligetil at beskrive og afgrænse problemet. Jo mere klart og afgrænset problemet er, desto mere kan det tale for rådgivning, og jo vanskeligere det er at beskrive og afgrænse det, desto mere kan det tale for psykoterapi.

Heri ligger, at et rådgivningsforløb ofte befinder sig i en mere målrettet og handleorienteret ende af en skala, og at det er relativt kortvarigt, mens et psykoterapeutisk forløb ofte befinder sig i en mere søgende og forståelsesorienteret ende af skalaen og ofte er længerevarende.

Det betyder ikke, at psykoterapi ikke også lægger op til handling, men at der findes problemer, som har brug for en længere søge- og forståelsesproces, før problemerne fremstår klart og velforståede for klienten og han eller hun føler sig parat til – eller i stand til – at begynde at realisere ønsker om at handle på nye måder.

 

Ung i psykoterapi

I nogle tilfælde ønsker en ung selv at tale med en psykolog eller at komme i psykoterapi. I andre tilfælde opstår ideen hos forældrene eller – når det gælder anbragte unge – hos plejeforældrene eller pædagogerne på anbringelsesstedet.

Før man går videre med ideen anbefaler jeg, at der altid foretages en vurdering af, om der er noget, de voksne, som allerede er omkring den unge, kan gøre for at afhjælpe vanskelighederne. Det kan fx dreje sig om at forstå den unge på nye måder, tale med ham eller hende på nye måder og handle over for ham på nye måder. Endvidere kan det dreje sig om at foretage forskellige former for justeringer i kravene og støtten til den unge, og i hans eller hendes hverdag i øvrigt.

I nogle tilfælde løses problemerne, når de voksne i hverdagen forstår og møder den unge på nye måder. I andre tilfælde løser det ikke problemerne, og det kan være en god grund til at overveje, om psykologsamtaler eller psykoterapi vil kunne være den rette hjælp.

Den unge har som regel svært ved at forestille sig, hvad det vil sige at tale med en psykolog eller gå i psykoterapi. Derfor anbefaler jeg, at der i første omgang kun træffes aftale om et lille, overskueligt antal samtaler, fx en samtale om ugen i tre uger. Derefter kan det være, at den unge er indstillet på en noget mere omfattende aftale.

Måske er et sådant korterevarende forløb tilstrækkeligt, eller måske er der brug for et forløb, der varer i længere tid.

Ved psykoterapi med de yngste unge, kan der være brug for, at forældrene/pædagogen/plejeforældren også går til samtaler med henblik på bedst muligt at forstå og støtte udviklingen. Det må vurderes i det enkelte tilfælde, om disse samtaler bør være med den unges terapeut eller med en kollega.

Ved psykoterapi med de ældste unge er der ikke altid brug for forældresamtaler. Det bør vurderes i det enkelte tilfælde.

 

Voksen i psykoterapi

Psykoterapi vil altid blive indledt med én-to afklarende samtaler, hvor jeg kan danne sig et indtryk af klienten og problemstillingerne, og hvor klienten kan danne sig et indtryk af mig og få en orientering om de psykoterapeutiske muligheder, som jeg kan tilbyde.

Overordnet tjener afklaringen til, at både klient og psykolog kan tage stilling til, om psykoterapi og den pågældende terapeut vil være det rigtige valg. Det kan være, at der er noget andet end psykoterapi, som vil være mere hjælpsomt for klienten, eller noget, som han eller hun med fordel kunne afprøve før en eventuel beslutning om at indlede psykoterapi. Det kan også være, at en anden psykolog vil være mere velvalgt til opgaven, fx af hensyn til den personlige kemi eller på grund af psykologens kvalifikationer.

Psykoterapi med voksne kan strække sig lige fra ganske få samtaler til flerårige forløb. Klienten har ofte selv tanker og ønsker vedrørende forløbets varighed og samtalernes hyppighed.

Det er svært på forhånd at vurdere, hvor lang tids terapi der er brug for, før de ønskede ændringer er opnået. En faglig vurdering vil kunne være, at det ikke nødvendigvis vil gå så hurtigt, som klienten måske kunne ønske. I andre tilfælde er klienten bekymret for, at psykologen vil vurdere vanskelighederne som småting, der kun kræver få samtaler.

Hvad hyppigheden angår, anbefaler jeg i langt de fleste tilfælde ugentlige samtaler, idet et relativt intensivt forløb, hvor ‘jernet holdes varmt’, som regel giver bedre resultater, end et mere udstrakt forløb. Når en ønsket udvikling er godt i gang med at indfinde sig, kan det dog være relevant at overveje, om hyppigheden skal nedsættes.

 

Barn i psykoterapi

På baggrund af mange erfaringer med psykoterapi med børn er det efterhånden sjældent, jeg anbefaler, at et barn taler med en psykolog eller kommer i psykoterapi. Så vidt jeg kan se, hjælpes langt de fleste børn bedre og hurtigere af de voksne, der er omkring dem i hverdagen.

I stedet for psykoterapi anbefaler jeg derfor i de fleste tilfælde, at forældre til sunde børn søger rådgivning, som beskrevet under Rådgivning af forældre og adoptivforældreog at pædagoger, lærere og plejeforældre, der har med anbragte børn at gøre, søger uddannelse i miljøterapi, som beskrevet under Foredrag og kurser.

Rådgivningen indebærer, at psykologen hjælper de voksne med at hjælpe barnet – i stedet for at hjælpe barnet direkte.

Jeg uddyber dette syn på psykoterapi med børn i Miljøterapi med børn og unge, 3. udg., kapitel 15: “Psykoterapi”. (En del af kapitlet er en videreudvikling af synspunkter, som jeg præsenterede for første gang i artiklen “Milieu therapy for neglected children: Treatment in a caring relationship”, der særligt henvender sig til psykologer, psykiatere og andre psykoterapeuter).

 

Så mange forskellige slags psykoterapi

Psykoterapi findes nok i næsten lige så mange varianter, som der findes psykoterapeuter. Jeg har bl.a. en uddannelse i psykoterapi fra Institut for Psykoanalytisk Psykoterapi, men når det gælder psykoterapi, kan selv kandidater fra samme uddannelsessted være vidt forskellige.

De fleste, der henvender sig til mig for psykoterapi, fortæller, at de har læst noget af det, jeg har skrevet, og at de kan forbinde sig med det, også selv om det handler om børn.

Det synes jeg er en udmærket måde at gå frem på, for der er mange fællestræk mellem, hvad jeg skriver om børn og hvordan jeg tænker og arbejder i psykoterapi med både unge og voksne. Jeg vil tro, at det har noget at gøre, med at vi alle stadig har barnet i os, og ofte er det det, der volder os vanskeligheder, når vi søger psykoterapi.

 

 

^