PSYKOTERAPI  MED  BØRN  OG  UNGE

[Klik for udskriftsegnet version]

6 sider

1. Hvornår er psykoterapi en god idé?

a. Barnets vanskeligheder

b. De voksnes accept af terapi

c. De voksnes samarbejde

d. Psykologens bidrag til samarbejdet

e. Krav til kommunen

f. Transport og smalltalk

2. Forældres og sagsbehandleres spørgsmål

3. Terapien

a. Hvordan forberedes barnet?

b. Formål med terapi

c. Reaktioner på terapi

d. Når terapien kan afsluttes

4. Terapi med unge    

5. Rådgivning af forældre   

6. Konsulentbistand og psykologisk rådgivning vedr. adoptivbørn

1. Hvornår er psykoterapi en god idé?

(De nævnte forudsætninger er almindelige for psykoanalytisk terapi).

a. Barnets vanskeligheder

Der skal være tale om psykiske vanskeligheder i barnets adfærd, tanker eller følelser, som bekymrer personer i barnets omgivelser. At vanskelighederne er psykiske vil sige, at de ikke alene kan forklares medicinsk, og at de ikke alene er forståelige som reaktioner på vanskeligheder i omgivelserne.

Fx er barnet gammelklogt, angst, aggressivt, styrende, trist, aflukket, tilpasset eller tilbageholdende.

Eller barnet har mareridt, tager andres ting, ødelægger ting, vil ikke i institution eller skole, har svært ved at lege eller ved at lære, er usædvanligt optaget af seksuelle emner, opfører sig småbarnligt for alderen, eller påtager sig voksnes bekymringer og ansvar. 

Eller barnet har fx hovedpine, mavepine eller spiseproblemer uden påviselig legemlig baggrund.

I nogle tilfælde er der tale om vanskeligheder hos et barn, som i øvrigt er  sundt og velfungerende. I de tilfælde kan psykologisk rådgivning af forældrene undertiden være tilstrækkeligt. (Se pkt. 5 Rådgivning af forældre).

Hvis vanskelighederne virker forståelige på baggrund af forhold i barnets hverdag, er der først brug for at ændre disse forhold. Det kan fx dreje sig om psykiske vanskeligheder hos forældrene eller i familien, mobning i institution eller skole, personalevanskeligheder i institution eller skole, formodning om seksuel krænkelse mv. Desuden bør hverdagen være rimeligt fungerende, idet barnet ellers ikke vil få ro til at udnytte terapiens muligheder.

b. De voksnes accept af terapi

Forældrene skal kunne acceptere, at barnet kommer i terapi. Det indebærer flere ting:

• At forældrene passer tider og melder afbud, hvis barnet er forhindret pga. sygdom.
• At forældrene accepterer, at barnet har fortrolig kontakt med psykologen. Fortroligheden indebærer, at psykologen ikke fortæller, hvad barnet siger og gør i terapien, og at forældrene (og andre) ikke spørger barnet herom. Hvis barnet selv fortæller, er det i orden. Psykologen orienterer med mellemrum om temaer i terapien og om udviklingstendenser (inden for rammerne af tavshedspligten).
• At forældrene accepterer, at barnet fuldt ud kan orienteres om familiebegivenheder o.l. Det kan være begivenheder, som forældrene hidtil ikke har fortalt barnet om, for at skåne barnet eller fordi de selv er pinligt berørte.
• At forældrene er indstillet på, at terapien kan være langvarig og ikke afbrydes i utide.

Hvis barnet bor i plejefamilie eller på døgninstitution, er det desuden væsentligt, at de voksne som dér har med barnet at gøre, kan acceptere vilkårene for terapien.

c. De voksnes samarbejde

Forældrene vil skulle tale med psykologen én eller flere gange før terapien starter. Samtalerne drejer sig om forældrenes opvækst, deres liv og aktuelle situation, deres oplevelse af barnets vanskeligheder og deres tanker vedr. barnets udvikling fremover. Dertil kommer spørgsmålet om, hvad det kan indebære for barnet – og for forældrene selv - at barnet går i terapi.

Forældrene må sørge for løbende at orientere psykologen om begivenheder, der påvirker barnets situation og hverdag.

Oftest er det godt for forældrene at de, sideløbende med barnets terapi, har regelmæssige samtaler med en anden psykolog. Det kan hjælpe dem med at forstå ændringer hos barnet og støtte barnets udvikling.                            I sådanne samtaler fortæller forældre fx, at barnet er meget træt efter terapitimerne, at barnet er blevet vanskeligere derhjemme, eller at barnet siger det ikke vil hen til psykologen. Disse reaktioner er ofte led i barnets udvikling. Reaktionerne kan dog også give grund til at revurdere terapien. Psykologen, som forældrene taler med, formidler oplysningerne videre til barnets psykolog, som inddrager dem i en løbende vurdering af, om terapi er den bedste hjælp til barnet.

Hvis barnet er anbragt, er det anbringelsesstedet, som i det daglige samarbejder med psykologen.

d. Psykologens bidrag til samarbejdet

Barnets psykolog kan i de fleste tilfælde have lejlighedsvise samtaler med forældrene og deltage i møder med kommunen, børnehaven, skolen og andre involverede. Psykologen vurderer dog i hvert enkelt tilfælde, hvordan det må udformes, for ikke at skabe tvivl hos barnet om overholdelse af tavsheds- pligten. 

e. Krav til kommunen

Når terapien er længerevarende og bevilget af en kommune, må kommunen normalt være indstillet på at give bevilling for et år ad gangen med halvårlig revurdering. Kommunen må desuden være indstillet på, at terapi kan vare flere år.

f. Transport og smalltalk

Det er bedst hvis barnet er selvtransporterende (tog, bus eller taxa med fast chauffør). Ofte vil barnet dog komme i bil, ledsaget af en voksen. Kontakten mellem ledsageren og psykologen begrænses til et minimum. Derved står psykologens signal rent, om at være der for barnet. Desuden går der ikke tid af terapitimen.

Eventuelle meddelelser om ferie, ændret terapitid ol. gives efter timen. Øvrig kontakt henlægges til telefon, brev eller møde inden for rammerne af psy- kologens tavshedspligt.

I forbindelse med terapi gælder sædvanlige høflighedsnormer ikke. Således bør barnet ikke af ledsageren opfordres til at sige 'hej' til psykologen, eller 'tak for i dag', 'god jul' osv., selv om psykologen fx siger 'god jul' til barnet.

Nogle børn er trætte og indadvendte efter terapitimen. Det er udmærket og bør lægge op til at ledsageren er tilbageholdende. I det hele taget er det bedst, hvis der ikke lægges op til aktivitet lige efter terapitimen, men er mulighed for eftertanke. Børn, der reagerer med uro efter timen, bør om muligt dæmpes. 

2. Forældres og sagsbehandleres spørgsmål

Forældre og sagsbehandlere spørger ind i mellem om et barn godt kan komme i terapi, selv om det kun er fire eller fem år. Det kan det. Den nedre aldersgrænse for individuel terapi ligger omkring tre års alderen.

Når yngre børn (0 - ca. 3 år) har brug for psykologisk hjælp, gives den via barnets omsorgspersoner eller omsorgspersonerne indgår i terapien.

Et andet spørgsmål er, om en pige skal have en kvindelig terapeut, og en dreng en mandlig. Ved korterevarende terapi kan der være grunde til at foretrække et af kønnene. Ofte vil man dog kunne finde både fordele og ulemper ved begge de mulige valg. Ved længerevarende terapi er kønnet ikke væsentligt.

Et tredje spørgsmål er, om man skal holde pause i terapien, hvis der er en periode, hvor barnet har det meget bedre. Eller om barnet må få fri engang i mellem, når det ikke har lyst til terapi.

Det er væsentligt at fastholde regelmæssigheden. I gode perioder kan et tema blive, hvad det mon er, som gør perioden god. Når barnet ikke har lyst til at komme, kan dét blive et tema.

Desuden er det ikke altid, at forældrenes (eller anbringelsesstedets) oplevelse af en god periode svarer til barnets egen oplevelse. Og barnets udtryk for ulyst ved terapi kan fx være en afprøvning af, om de voksne accepterer terapien.

Endelig er regelmæssigheden med til at skabe en stabil ramme for barnet.

3. Terapien

Psykoanalytisk psykoterapi bygger på det forhold, som over tid udvikles mellem barnet og psykologen. Ved at observere, beskrive og fortolke de måder, hvorpå barnet gør brug af forholdet, kan psykologen hjælpe barnet til bedre at forstå nogle af sine vanskeligheder. Barnet skal normalt overvinde mange indre kvaler, før det bliver i stand til at erkende og acceptere sine dybere følelser. Derfor er processen ofte langvarig. 

Angst, konflikter og besvær med at styre impulser vil gradvist få et mere overkommeligt omfang for barnet. Derved vil barnet bedre kunne have med sin adfærd og sine tanker og følelser at gøre.

Terapiens indhold er det, som barnet til enhver tid bringer op via sine handlinger og ord, samt det forhold barnet derved udvikler til psykologen. Barnet må sige alt, og det må gøre alt, så længe personer eller ting ikke lider overlast. Psykologen tager ansvaret herfor. 

Samtale er et vigtigt element i terapien. Men børn udtrykker sig også i høj grad gennem deres generelle adfærd. Endelig er leg og tegning er ofte velegnede udtryksmidler for børn. 

I terapilokalet er der forskelligt lege- og tegnemateriale, som barnet kan benytte sig af. til sin rådighed. Desuden vil der ofte være anskaffet visse ting specielt til det enkelte barn, som opbevares i barnets 'egen' kasse i et skab hos psykologen.                                                                 Barnet får ikke legetøj eller tegninger med sig, når det forlader terapilokalet, heller ikke når terapien slutter. 

Stort set alle børn lægger vægt på, at psykologen beskytter deres kasse mod andre børn. De er misundelige over, at der kommer andre børn, og frustrerede over ikke at måtte tage et af deres egne produkter, fx en tegning, med hjem. Når sidstnævnte grænse holdes, er det et led i bud- skabet til barnet om at terapien er privat.

Fortroligheden og terapiens stabilitet bidrager til at barnet gradvist tør fortælle tanker og bekymringer, som det ikke tror andre mennesker kan forstå, eller som det forestiller sig kan gøre mor, far eller andre vigtige personer kede af det, bange eller vrede. 

Psykologen har ansvaret for rammerne: At modtage barnet til tiden, at sikre uforstyrrethed i timen, at slutte til tiden, og at fortælle barnet om ændring af tider, forestående feriepause ol.

a. Hvordan forberedes barnet?

Langt de fleste børn kan ikke forestille sig, hvad terapi er, selv om man beskriver det. Forberedelsen af barnet er enkel: 

Fortæl barnet, at det skal tale med en psykolog. Fortæl de konkrete be- kymringer, som du har for barnet, og som har fået dig til at kontakte en psykolog. Fortæl barnet at det måske skal komme hos psykologen gennem mange måneder eller flere år, én eller to gange om ugen i 50 minutter hver gang ("en skoletime"). Og fortæl, at i første omgang skal barnet dog kun tale med psykologen fem gange (eller hvad der måtte være aftalt). Og så kan barnet se, hvad det synes.

To almindelige spørgsmål fra børn:

"Efter de der fem gange, må jeg så godt sige, at jeg ikke vil komme mere?"

Det er godt, at barnet siger, hvad det synes. Og de voksne må inddrage såvel barnets udtrykte holdning som dets øvrige reaktioner på at komme hos psykologen i vurderingen af, om terapien skal være længerevarende. Men de må fortælle barnet, at det er de voksne, som beslutter. 

"Hvad skal jeg hos psykologen?" ("Er det ligesom en læge/en skole?")

Hos psykologen kan man lege og snakke, og det er privat; psykologen fortæller ikke forældrene, hvad barnet leger eller siger. Men den første gang barnet møder psykologen, er forældrene med lige i starten.

Det er ikke som hos lægen, der undersøger kroppen. Det er heller ikke som i en skole, hvor man skal gøre det, som læreren bestemmer, og hvor der er andre børn. Hos psykologen er der kun psykologen og barnet. Og man bestemmer selv, hvad man vil.

Andre spørgsmål er: Er det en mand eller dame? Hvad hedder han/hun? Kender du ham/hende? Er han/hun sød? Hvor er det?

Orienteringen til barnet, og svarene dets på spørgsmål, kommer let til at indeholde ord, som man ikke ved, om barnet forstår. Det gør ikke noget.

Nogle større børns holdning tilsiger at man ikke tager beslutning, men fremlægger idéen, som ved unge. Senere kan der blive tale om en beslutning.

b. Formål med terapi

Formålet med terapi er:

• at barnet hjælpes til at kende og forstå sig selv bedre, så barnet ser mere mening i sin adfærd og i sine tanker, følelser og oplevelser;
• at barnet får mere mod på at beskæftige sig med nogle af sine personlige vanskeligheder;
• at barnet, i forholdet til psykologen, får nye oplevelser og erfaringer med hvordan man kan være og have det sammen med andre.

c. Reaktioner på terapi

I de fleste tilfælde oplever børn ikke problemer, sådan som unge og voksne gør. Børn er i deres hverdag, de lever den på godt og ondt. De betragter den ikke. Børn, som komme i terapi, har derfor som oftest ikke problem- bevidsthed. Derfor kan det undre eller ængste dem, at de voksne er bekymrede og mener, de har brug for hjælp. 

Børn er meget forskellige i terapi. Nogle børn er forsigtige i lange tider. Andre udfordrer psykologen igen og igen, og afprøver måske, hvad han kan holde til. Hos nogle børn går der flere år, uden nævneværdige forandringer, før en ny udvikling begynder. Hos andre forsvinder bekymrende symptomer på kort tid, dog som oftest uden at barnet virker som om det har fået det godt.  

Nogle børn viser udtalt glæde ved at gå i terapi. Andre vil gang på gang ikke hen til psykologen, men måske vil heller ikke gå, når timen er slut. 

Når det er vurderet grundigt, at et barn vil kunne hjælpes med psykoterapi, er det sjældent, at vurderingen ikke holder. Men terapien er næsten altid en krævende proces for barnet - og for forældrene og psykologen - selv om det er barnet selv, der sætter indhold og tempo.

d. Afslutning af terapi

Når formålet med terapi er ved at være nået, ser psykologen og de voksne i barnets hverdag nye sider af barnet. 

• bekymrende adfærdstræk eller symptomer er afdæmpet eller for- svundet;
• barnet opleves at være i bedre følelsesmæssig balance. Barnet leger bedre, det lærer mere, viser mere nysgerrighed og initiativ, og det kan bedre klare modgang;
• kontakten med barnet føles bedre. Barnet meddeler sig mere livfuldt og præcist i ord, handlinger og mimik;
• barnets forhold til andre mennesker forbedres;
• barnet oplever selv, at livet er blevet bedre og kan måske også sige noget om, hvad der er blevet bedre. Men barnet kan ikke nødven- digvis huske, hvordan det var tidligere.

Når ændringerne er blevet tydelige og viser stabilitet, er det tid at aftale terapiens afslutning.

4. Psykoterapi med unge

Grænsen mellem barn og ung er flydende, og det er individuelt hvornår et barn begynder at være en ung. Som regel vil det være på et tidspunkt i 10-14 års alderen, at der i psykoterapeutisk forstand er tale om en ung.

Iøjnefaldende forskelle fra børne- til ungeterapi er, at den unge har visse idéer om, hvad terapi er, og har en mening om terapi; at den unge har oplevelsen af vanskeligheder hos sig selv eller er kritisk over for andre (forældre, venner, lærere); at den unge snarere er indstillet på samtale end leg; og at den unge oftere selv klarer transporten og selv laver aftaler med psykologen omkring ferie, ændring af tider mv. 

Andre forskelle er mindre iøjnefaldende og har at gøre med den unges indre liv: Den unge begynder at se sig selv udefra. Den unge gennemgår væsentlige kropslige forandringer, som påvirker identiteten. Og den unge er i gang med at udvikle en voksen seksualitet. Alt andet lige betyder disse ændringer, at unge er mere sårbare, end både børn og voksne. Det er ikke hindrende for terapi, tværtimod er udviklingen i ungdomsårene ofte meget motiverende for terapi.

Principielt er forholdene ved terapi med unge i høj grad de samme som ved både børn og voksne. I forhold til børneterapi spiller forældrene en mere tilbagetrukken rolle pga. den unges løsrivelse og øgede selvstændighed. Kravene til forældrene er derfor ikke så mange, som når et barn skal i terapi. I forhold til voksenterapi er psykologens rolle i terapi med unge nu og da at støtte den unges udvidelse af sit kendskab til den verden, han eller hun er på vej mod selvstændig funktion i.

5. Rådgivning af forældre

Grundlæggende normalt udviklede børn kan få belastende problemer, som imidlertid kan løses alene ved rådgivning af forældrene. 

Rådgivningen drejer sig om, hvordan barnets problemer kan forstås, og om, hvordan forældrene kan hjælpe barnet i hverdagen. 

Der vil typisk være brug for 4-10 samtaler med forældrene, i begyndelsen ugentligt, og noget sjældnere, når problemerne begynder at løse sig.

Barnet har f.eks. indsovningsbesvær eller besvær med at sove igennem. Barnet kan være bange for, at forældrene forsvinder, eller det afviser eller straffer en af forældrene og kan kun "bruge" den anden. Barnet kan have vanskeligheder i forhold til andre børn i familien, f.eks. i form af jalousi. Barnet kan være vredt og "på tværs", svært at berolige/dæmpe ned, i konflikt med andre. Eller barnet kan være usikkert og genert, ængsteligt ved nye ting. Barnet trives ikke i daginstitution eller skole m.v.

6. Konsulentbistand og psykologisk rådgivning vedr. adoptivbørn

Bistanden ydes til adoptivforældrene og evt. andre, der har med barnet at gøre, f.eks. pædagoger og lærere. Ofte ydes bistanden, fordi barnet (eller den unge) har udviklingsvanskeligheder med baggrund i mangelfuld omsorg forud for adoptionen.

[Tilbage til oversigt]

[Til top] [Klik for udskriftsegnet version]