PSYKOTERAPI  MED  VOKSNE

[Klik for udskriftsegnet version]

4 sider

1. Vanskeligheder og symptomer

2. Afklarende samtaler

a. Forskellige slags terapi

3. Psykoanalytisk Psykoterapi

a. Et eksempel

b. Indfaldsveje til personlige vanskeligheder

c. Terapi er krævende

Når voksne søger psykoanalytisk psykoterapi er det fordi psykiske symptomer hindrer dem i at have en velfungerende hverdag. Eller det er fordi de, trods en umiddelbart velfungerende hverdag, oplever indre vanskeligheder eller vanskeligheder i forholdet til andre. Før de henvender sig, har de som regel allerede gjort sig mange tanker om vanskelighederne og gjort mange forsøg på at løse dem.

Terapien sigter mod at klienten får et bedre helbred, psykisk og fysisk, at klientens trivsel i hverdagen øges, og at klienten bliver bedre i stand til at håndtere livets frustrationer, skuffelser og sorger.

1. Vanskeligheder og symptomer

De vanskeligheder som voksne kommer med, kan fx dreje sig om at det er angstvækkende at sige sin mening, så man brænder inde med den, og bliver ked af det, deprimeret eller irritabel. Eller det kan dreje sig om at man vedvarende føler sig ude af stand til at tage stilling til væsentlige livsspørgsmål, fx i forbindelse med arbejde, uddannelse eller parforhold. Eller det kan dreje sig om at man med sin væremåde er tilbøjelig til at skabe forhold til andre mennesker, der er præget af afstand, kritik eller aggression, selv om man ikke ønsker det - for blot at nævne nogle få eksempler.

Beskrevet med symptomer kan man fx føle at man har mistet selvtilliden, eller man kan have humørsvingninger man ikke forstår, eller føle sig ked af det uden at vide hvorfor. Man kan føle sig deprimeret, angst eller udsat for kritik. Man kan have problemer med at styre vrede, eller med at udtrykke sine ønsker og markere grænser. Der kan være vanskeligheder i parforholdet, i det erotiske liv, eller psykosomatiske symptomer som fx svedeture, træthed, kropssmerter eller spiseforstyrrelser.

Alle psykiske vanskeligheder og symptomer findes i normalpsykologiske grader, og man kan opleve nok så alvorlige symptomer, som imidlertid er forbigående, og som ikke nødvendigvis fordrer professionel hjælp.  

Psykologen kan være behjælpelig i afklaring af, om belastende reaktioner er normale og sunde, eller om de tyder på at personen har vanskelig­heder, som kan behøve professionel hjælp. Men beslutningen om hvornår man søger psykoterapi er i sidste ende ens egen.

2. Afklarende samtaler

Når terapi overvejes, vil man først aftale én eller nogle få samtaler til nærmere vurdering af idéen. Disse samtaler omfatter bl.a. et interview af personen, så psykologen kan få et nærmere indtryk af vanskelighedernes art og omfang, og af personens muligheder for at få udbytte af psykoterapi.

Et andet punkt drejer sig om personen er interesseret i, og magter, det ganske forpligtende forhold til psykologen, som terapien indebærer.

Et tredje punkt er psykologens vurdering af om terapi i den aktuelle situation vil kunne være den rigtige hjælp for personen, og vurderingen af om psykologen selv eller en kollega bør påtage sig opgaven.

a. Forskellige slags terapi

Voksne har ofte ganske præcise tanker om den terapi, de søger. Men det kan være svært for den enkelte at finde ud af hvem der kan imøde­komme ønsket. Derfor bliver opgaven indimellem at hjælpe personen videre til en kollega.

Ikke helt sjældent  ønsker mennesker at slippe af med et afgrænset symptom, fx angst ved kontakt med andre. Her kan det blive relevant at henvise personen til en kollega, psykolog eller psykiater, der arbejder med kognitiv adfærdsterapi.

Personer kan også henvende sig med vanskeligheder, som måske bedst afhjælpes med helt andre foranstaltninger end psykoterapi. Det kan fx være sociale foranstaltninger, legemlig lægeundersøgelse eller medicinsk behandling hos en psykiater.

3. Psykoanalytisk psykoterapi

I psykoanalytisk psykoterapi støttes klienten i at øge opmærksomheden over for sin indre verden. Store dele af den indre verden er ikke bevidst for klienten. Et almindeligt tegn herpå er at klienten har nogle typiske reaktioner i forholdet til andre, som han eller hun ikke selv er klar over. De ubevidste reaktioner er som regel forstyrrende for forholdet til andre. 

Terapien former sig som samtaler, hvor klienten så åbent som muligt bringer dét op, som ligger denne på sinde, også når klienten synes tankerne er banale, upassende eller pinlige. 

Nogle klienter ønsker at psykologen stiller spørgsmål, giver opgaver eller formulerer en dagsorden, for at sætte samtalen i gang eller strukturere den. Det føles svært at have udspillet, for ’hvad er relevant at tage op?’  ’Hvad har psykologen brug for at vide?’ Og: ’Hvad hvis jeg fortæller om noget der ikke er et problem, eller om et problem, der er for lille at gå til psykolog med?’ Efterhånden som klienten gradvist begynder at dele sådanne overvejelser med psykologen, kan det blive en væsentlig kilde til klientens forståelse af sig selv.

a. Eksempel

En mand i 30’erne, der er single, henvender sig med det problem at han har svært ved at fastholde kontakten med andre, hvilket gør at han føler sig ensom.

Et centralt fokus i denne mands terapi bliver at han er tilbøjelig til at trække sig fra kontakten med andre, når de udtrykker frustration, irritation eller vrede, selv om følelserne ikke er rettet mod ham. Klienten fortæller at andre har beskrevet denne reaktion for ham, men han genkender den ikke. Og han føler sig kritiseret og ramt, og holder små foredrag for terapeuten om at der ikke er nogen grund til at hidse sig op, når man kan tale roligt om tingene.

I samtalerne fortæller klienten jævnligt om situationer, hvor andre mennesker antyder at han bør ’give igen’ når andre opfører sig urimeligt over for ham. Jævnligt synes også terapeutens kommentarer at få klienten til at reagere som kritiseret og såret. Terapeuten bemærker det, og igennem mange, mange samtaler forsikrer klienten terapeuten om at han ikke føler sig såret, for han er sikker på at terapeutens hensigt er at hjælpe.

Klienten bliver opmærksom på erindringer om, som barn, at blive irettesat af sine forældre, som han begge husker som meget krævende. Dengang følte han sig dybt såret og rasende, men magtesløs. Gradvist begynder han at ane en sammenhæng mellem sine erindringer og de følelser han får, når han i nutiden føler sig kritiseret af andre. Og ligeledes begynder han gradvist at vedkende sig at kunne få de samme følelser, når terapeuten siger noget, som han oplever som en kritik.

Klienten begynder at kunne betragte sin sårethed i nutiden mere udefra og med større medfølelse, han føler sig mindre fanget i følelsen, og oplever i stigende grad følelsen som irrationel. Han bliver mere slagfærdig i replikken, både når han refererer fra livet uden for terapien, og i den direkte kontakt med terapeuten. Det fremgår af hans fortælling at han begynder at få flere og mere livfulde, sociale kontakter. Terapeuten bemærker denne ændring, og klienten siger at han vel er ved at blive voksen, og at han har følt det flovt og barnagtigt at han har været så nærtagende.

Omkring dette tidspunkt aftales det at slutte terapien to måneder senere, efter knap tre år med en ugentlig samtale.

b. Indfaldsveje til personlige vanskeligheder

Personlige vanskeligheder opleves for det meste i livshistorien som den huskes, i det aktuelle liv og i forholdet til psykologen her og nu. Det er tre indfaldsveje til vanskelighederne. Drømme og associationer til disse, samt vågne associationer er yderligere to indfaldsveje.

Disse ialt fem indfaldsvejes vægt er forskellig fra terapi til terapi. I eksemplet ovenfor spillede de tre førstnævnte indfaldsveje en stor rolle. Og for denne klient var specielt én af dem, nemlig livshistorien, væsentlig for at få fat i den afgørende, ubevidste dynamik: At aggression skal undgås, fordi man bliver såret af den.

Når klienten får fat i sådan en dynamik, hjælper det ham eller hende med at se mere sammenhæng og mening i sit liv og sine vanskeligheder. Det hjælper klienten til på den ene side bedre at kunne at lægge distance til sig selv og se sig selv udefra, og til på den anden side bedre at kunne være nær med sig selv, leve sig ind i sine vanskelige sider og føle en sympati for dem.

I eksemplet bringer problemerne i det aktuelle liv klienten til at tale om erindringer fra opvæksten. Han opdager at følelser og hændelser fra dengang ligner følelser og hændelser i aktuelle situationer. Han opdager hvor kritiseret han følte sig som barn, og han føler med dette barn. Det hjælper til at gøre hans aktuelle følelser mere acceptable, og accept af følelserne bringer ham til at kunne aftrappe det rationelle, følelseskontrollerende forsvar, som bestod i at man ikke skal hidse sig op, når man kan tale roligt om tingene. Forsvaret beskyttede ham mod at se i øjnene at aggression skulle undgås fordi den sårer ham. Aftrapningen af forsvaret medfører at han bedre kan integrere aggression som noget både han selv og andre rummer, som noget der ikke nødvendigvis er farligt og som har mange grader og ikke altid betyder at hidse sig op. Denne udvikling gør ham mere livsduelig.

c. Terapi er krævende

Terapi ledsages af vanskelige følelser: man føler sig svag, uduelig, krævende, uhelbredelig, eller kedelig at høre på.  Eller man føler at psykologen altid er så forbandet rolig og tilbagelænet, eller at han er ligeglad og ikke involverer sig. Eller modsat, at psykologen er det første menneske der lader til at kunne forstå én. Eller at han er den eneste man kender, som ikke er blevet træt af én, og som man ikke kommer i uforsonlig konflikt med. 

Det fordrer en vis styrke hos klienten at stå disse følelser igennem, og vokse af det. Det fordrer en vis fortrolighed med at tænke psykologisk om sig selv og sit forhold til andre. Og det fordrer en vilje til at dele belastende (og befriende) oplevelser af processen med psykologen.

[Tilbage til oversigt]

[Til top]  [Klik for udskriftsegnet version]