NÆR OG TILBAGETRUKKET

[Klik for udskriftsegnet version]

1

Er jeg nær på en anden, er jeg tilbagetrukket fra ham! For så fortæller jeg ikke hvad jeg har oplevet, hvad jeg fantaserer om, hvad der piner mig eller hvad jeg synes han skulle gøre, men prøver at føle mig ind i hans verden og at bistå ham med at lære den bedre at kende.

Han vil kunne opleve nærheden som både behagelig og ubehagelig. Det er behageligt, når han er i pinsler, at der findes én som kan tune sig ind på dét – og som ikke samtidig er optaget af noget andet. Og det er ubehageligt, fordi han derved bringes voldsomt tæt på sig selv. Det kan give ham den fornemmelse, at problemerne blot bliver større, når han taler med mig om dem.

Ved nærheden bringer han desuden sin private verden voldsomt tæt på mig. Også det kan han opleve både som behageligt og ubehageligt. Det er behageligt at vise sider af sig selv, som man troede den anden nødvendigvis måtte misbillige, og erfare at han ikke misbilliger. Men det kan være ubehageligt at være så intim med et andet menneske.

Som følge af nærhedens behag og ubehag, vil den også kunne opleve min tilbagetrukkethed som både behagelig og ubehagelig. Han kan føle sig behageligt fri for at skulle spørge til mig eller tage hensyn til mig. Og han kan føle ubehag ved ikke at vide, hvem jeg egentlig er.

 

2

Det, som jeg i samtalen holder borte fra den anden – mine oplevelser, fantasier, pinsler og meninger – findes et sted i baggrunden. Det er min personlige klangbund, som hans fortælling sætter i svingninger, når det bliver en samtale, hvor jeg formår at være nær på hans verden.

 

3

Min tilbagetrukkethed skaber fantasier hos ham om mig. Han har ikke så meget at ’have dem i’ – på grund af min tilbagetrukkenhed. Når han fantaserer, er det hans personlige klangbund, som min person sætter i svingninger. Derved bliver hans fantasier om mig i høj grad en fortælling om ham selv.

Den fortælling indgår i mønstre og sammenhænge med hans øvrige fortællinger. Derved kan den bidrage til, at han lærer sin egen verden bedre at kende. Men når jeg ikke be- eller afkræfter hans fortælling om mig, kan han samtidig føle sig forvirret eller holdt i uvidenhed. Og han kan føle forholdets ulighed – jeg ved meget om ham, han næsten intet om mig.

 

4

Er jeg nær på den anden, kan han opleve at jeg er både nær og fjern. At jeg går med ham og mod ham. At jeg giver ord til noget, han mærker, men som mangler ord, og at jeg pådutter ham noget fremmed, noget, han mener ikke er ham, måske fordi det er noget, han ikke vil kendes ved. Han kan blive forvirret over denne dobbelte oplevelse, og spørge sig, om det er ham der er dobbelt, om jeg er lunefuld eller drillesyg, eller om jeg modsiger mig selv.

 

5

Ét er at tanken om at opsøge psykoterapi kan rejse spørgsmålet, ’har jeg fis i kasketten?’ Det spørgsmål kan besvares uden psykoterapi. Noget andet er at tanken kan rejse spørgsmålet, ’hvor går rejsen hen, hvilke oplevelser vil den give og hvordan vil jeg klare dem?’ De spørgsmål er meget større, og kan først besvares i løbet af terapien og bagefter. Der er ikke noget at sige til, at tanken om at gå i psykoterapi kan give anledning til usikkerhed.

[Til top] [Klik for udskriftsegnet version]

TIDLIGERE TEKSTER:
DEN ÅBNENDE SAMTALE