HVORDAN SER DET UBEVIDSTE UD?

[Klik for udskriftsegnet version]

Det ubevidste er som en historie om en sky, som der ikke fortælles noget om. Som et billede af en dør uden håndtag. Som en æble, der smager af kanel og lakrids. Der mangler noget; der er noget, som ikke hænger sammen eller noget, som ikke hører til.

 

Man møder sjældent det ubevidste selv; det er usynligt. Måske findes det, når det kommer til stykket, slet ikke. Men der findes noget, som kaster en skæv skygge. Og det er dén man møder. Men måske møder man den kun, hvis man kigger efter. Lidt lissom der skal noget særligt til, hvis man vil huske, hvad man har drømt om natten.

 

For eksempel kan jeg godt lide, når der er en enkelt myggestik som klør. Det tror jeg er en skæv skygge. Den er imidlertid ikke særlig skæv. Og sådan er skyggerne ikke altid særlig skæve. De gør ikke altid nogen særlig stads af sig, og er ikke nødvendigvis besværlige at leve med. Derfor kan man komme til at overse dem, og tro at det ubevidste kun findes i mystikeres hoveder eller hos folk med store problemer.

 

Skæve skygger kan ganske vist også være mere generende og larmende, end et hyggeligt myggestik. Som når en dreng i skolen igen og igen tvivler på om han kan lave opgaverne, selv om det hver gang viser sig at han kan. Eller når en ung, slank kvinde går på slankekur og bliver undervægtig. Eller når en mand igen og igen er spydig over for sin kone samtidig med at det kværner i ham, at han vil være rar. 

 

Det er sjældent at drengen, der tror han ikke kan lave skoleopgaverne, synes han har et psykisk problem. Når man bliver ung og voksen, og begynder at kunne se sig selv udefra, synes nogen på tidspunkter i deres liv at de har et psykisk problem.

 

For eksempel manden, som igen og igen er spydig over for sin kone, han kan mærke en konflikt inden i sig - mellem sådan som han er og sådan som han ønsker at være. Konflikten slider i ham og han vil gerne af med den. Han prøver at styre sin spydighed, men det lykkes ikke. Han spørger sig selv, ’hvorfor er jeg sådan?’, men kender ikke noget svar. Og han udtænker kærlige og sjove replikker, men når han åbner munden, er det, som kommer ud, stadig spydigheder.

 

Det, som de skæve skygger viser hen til, er svært at finde når, man leder grundigt. Lidt ligesom når man prøver at komme i tanke om et navn, som man udmærket kender, men lige i øjeblikket har glemt. Desuden kan det være svært at lede alene, for det ubevidste er mest usynligt for én selv. Andre kan nemmere se det. Det er fordi vi på en måde helst vil bevare det ubevidste som usynligt. Det gør os umiddelbart stærkere.

 

Manden, som er spydig, fortæller om det i psykoterapi, igen og igen. Jeg aner et mønster: Han er spydig. når konen er kærlig. Han kan godt se mønstret, og dermed kan vi begynde at forstå – eller synliggøre - lidt af det ubevidste: Han tager ikke imod sin kones kærlige henvendelser, som om de er farlige i hans følelsesmæssige verden. Manden ved godt, hvad det farlige er, men det er pinligt at indrømme: Det farlige er at føle sig lille, svag og udleveret.

 

Som barn følte manden sig i stærkere kræfters vold. Og senere som elev, som ny i en by og som ny på en arbejdsplads. Han følte sig kritiseret, ydmyget og drillet. Det gør det forståeligt for ham, hvorfor det er farligt at være lille. Gradvist kan han begynde at adskille sin voksne person fra det udleverede barn, han følte sig som. Gradvist bliver hans kones kærlige henvendelser mindre farlige og hans spydigheder aftager. 

 

[Til top] [Klik for udskriftsegnet version]

 

TIDLIGERE TEKSTER:
NÆR OG TILBAGETRUKKET
DEN ÅBNENDE SAMTALE