Tekster

Børnepsykiatriske diagnoser

Når et barn er uroligt, kan det lede tankerne hen på ADHD, og når et barn tilsyneladende har svært ved at forstå, hvad der sker i det sociale samspil, kan det lede tankerne hen på Aspergers syndrom eller en anden forstyrrelse i autismespektret.

Når man tænker ADHD eller autisme, tænker man på en forstyrrelse i hjernen, og så er det nærliggende at søge læge for at få det undersøgt og måske også at se, om barnet kan have gavn af medicin.

Når man går til læge som det første, frem for at vente lidt, sker det i praksis ofte, at søgefeltet indsnævres til at dreje sig om, hvorvidt barnet mon har eller ikke har ADHD, Aspergers syndrom eller en af de andre psykiske forstyrrelser, som antages at være en forstyrrelse i hjernen.

Det kan være sandt, men det sker også, at man overser forhold i barnets historie og dagligdag, som i høj grad kan bidrage til at gøre adfærden forståelig, og som det kan være nødvendigt at gøre noget ved, hvis barnet skal få det bedre.

Med mindre der er brug for akut lægehjælp, anbefaler jeg, at man altid vurderer, om der er noget i barnets historie og dagligdag, der kan bidrage til en forklaring af vanskelighederne, før man tænker på dets hjerne og på medicin.

 

Barnets historie og dagligdag

Lidt mere udfoldet anbefaler jeg, at man bl.a. overvejer disse spørgsmål, før man eventuelt søger læge:

Et barn kan langtfra altid selv sætte ord på, hvad der påvirker eller belaster det. Derfor bør de voksne være parate til at stille de ovennævnte spørgsmål til sig selv.

I nogle tilfælde er et barn belastet af noget, som vi voksne regner for småting. En af forklaringerne på, at småting undertiden kan belaste, er, at et barn ikke bare oplever ting, der sker, men også skaber forestillinger og fantasier ud fra oplevelserne. Undertiden kan harmløse begivenheder udvikle sig til noget meget mere skræmmende i barnets fantasi. Det samme gælder i øvrigt også for voksne, men vores kendskab til realiteterne betyder som regel, at vi er bedre til at bremse os selv i at tænke for vildt. Derved kan vi bedre end et barn beskytte os mod at blive belastede.

Ofte kan forældre have brug for sagkyndig bistand, når de overvejer de nævnte spørgsmål.

 

Det kommer an på virkningen

Hvis overvejelserne af de to spørgsmål, jeg nævnte ovenfor, munder ud i, at der kan peges på et eller flere forhold i barnets historie eller hverdag, som kan gøre vanskelighederne mere eller mindre forståelige, så anbefaler jeg, at forældrene afprøver og undersøger det nærmere.

Det kan gøres ved at spejle for barnet, hvad der måske belaster det, og ved eventuelt også at give det jeg-støtte, der er udformet med henblik på at mildne belastningen. Hvis det fører til at barnets problemer mildnes eller løses, ja, så er det tegn på, at forældrene faktisk har forstået noget væsentligt om, hvad barnets problem er.

Spejling og jeg-støtte er som regel heller ikke noget, man bare lige kan gøre. Man skal først ind i tankegangene og lære teknikkerne. Selv om jeg har skrevet om det i mine bøger, er det svært for langt de fleste at lære ved læsning alene. De har brug for rådgivning.

I rådgivning af forældre oplever jeg ofte, at deres spejling af barnet og støtte til det løser problemerne og fører til, at barnet begynder at trives meget bedre. Når det sker, forsvinder bekymringen for, at barnet har en psykiatrisk forstyrrelse, og det bliver overflødigt at søge læge.

I andre tilfælde viser den bedste hjælp sig at være en kombination af rådgivning af forældrene og medicinsk behandling af barnet.

 

Positiv tænkning

Hun var i svømmehallen igen. Kunne stadig ikke lide den. Vandet var dybt og de andre sprøjtede og larmede.

Pludselig var hun så i gang med en leg, som om hun havde glemt, at hun ikke kunne lide svømmehallen.

Bagefter sagde hun som tidligere: “Det er en dum svømmehal”.

Den dag var svømmehallen nu nok en lille smule mindre dum end ellers. Men det positive vokser undertiden bedst, når det står i skyggen, mens lyset rettes mod det negative.

 

 

Psykoterapeut og klient

I

Er jeg nær på klienten, er jeg tilbagetrukket fra ham. For så fortæller jeg ikke om mig selv og mine oplevelser, fantasier og plager, eller om, hvad jeg synes, han skulle gøre. Jeg prøver i stedet at finde ind i hans verden og bistå ham med at lære den bedre at kende.

Det er lettende for ham, når han er i pine, at der findes én, som kan indstille sig fuldt og helt på det, uden at være optaget af noget andet. Samtidig kan det være ubehageligt, fordi han derved bringes tættere på vanskeligheder, som han måske helst ville undvige.

Klienten åbner sin private verden for mig. Det er lettende for ham at vise sider af sig selv, som han troede, jeg ville misbillige, når han erfarer, at jeg ikke misbilliger dem. Samtidig er det sårbart og kan føles skamfuldt.

Klienten kan opleve, at min tilbagetrukkethed fritager ham fra høfligt at spørge til mig eller tage hensyn til mig. Han kan også føle ubehag ved ikke at vide, hvem jeg egentlig er.

 

II

Det, som jeg i samtalen holder borte fra klienten – mine oplevelser, fantasier, pinsler og meninger – findes et sted i baggrunden. Som en klangbund, som hans fortælling sætter i svingninger, og som hjælper mig til at forstå hans verden – hvis det ellers lykkes mig at forblive nær på den og ikke at blive optaget af mit eget.

 

III

Min tilbagetrukkenhed får klienten til at skabe fantasier om mig. Fantasierne kan vise sig at være en fortælling om ham selv.

Fortællingen indgår i sammenhænge med hans øvrige fortællinger og kan bidrage til, at han lærer sin egen verden bedre at kende. men når jeg ikke be- eller afkræfter hans fantasier om mig, kan han opleve sig holdt i uvidenhed. Han mærker forholdets ulighed: Jeg ved mere og mere om ham, han næsten intet om mig.

 

IV

Er jeg nær på klienten, kan han opleve, at jeg er både nær og fjern, at jeg både er over og under, både går med og imod ham. At jeg giver ham ord for noget, han mangler ord for, men også pådutter ham ord, som ikke dækker, eller som må afvises, måske fordi de betegner noget, han endnu ikke vil kendes ved. Han kan blive forvirret over denne dobbelte oplevelse og spørge sig selv, om dobbeltheden er iboende selve arrangementet mellem terapeut og klient, eller om jeg skaber den for at drille ham eller fornøje mig selv.

 

 

 

 

^